Korruption og udvikling – 2
Globale Gymnasier er et netværk af danske gymnasier, som
uddanner og inspirerer lærere og elever til at flytte undervisningen ud i virkeligheden og bruge verden som klasseværelse.
Korruption og udvikling
En undervisningsvejledning
Modulet henvender sig til undervisning i samfundsfag på B – eller A-niveau og International økonomi B/A på HHX. Modulet kan både bruges selvstændigt eller i forbindelse med et forløb om demokrati, internationale samfundsforhold, globalisering og økonomisk udvikling.
Formål
Eleverne skal opnå forståelse for, at korruptionen påvirker den økonomiske og samfundsmæssige udvikling i udviklingslandene. Eleverne skal desuden sammenligne udviklingslandenes korruptionsniveau med andre lande, og endvidere se på hvordan udvalgte internationale organisationer arbejder med antikorruption. Eleverne får også en forståelse for omfanget af den danske ulandsbistand, hvilken effekt ulandsbistanden kan have (både positive og negative) samt informationssøgning.
Faglige mål
- undersøge og sammenligne samfund på forskellige økonomiske udviklingstrin, herunder samspillet mellem nationale og globale forhold
- forklare begivenheder og udviklingstendenser i det internationale system og diskutere Danmarks handlemuligheder i forbindelse hermed
- formulere viden om faglige sammenhænge med anvendelse af faglige begreber
Kernestof
- magt- og demokratiopfattelser nationalt, regionalt og globalt, herunder betydningen af retssystemet
- globalisering og samfundsudvikling
- aktører, magt, sikkerhed, konflikter og integration i Europa og internationalt
Modulets tilrettelæggelse (4-6 moduler afhængigt af afleveringsformen)
Eleverne skal have set film 1 og gerne have arbejdet med begrebet ulandsbistand og motiverne til at give ulandsbistand før de starter på at løse opgaverne. Se f.eks. kapitel 31 i Kurrer, International økonomi A, Systime, 2015.
Opsamlingen på undersøgelsesspørgsmålene kan f.eks. gennemgås i plenum på tavlen, afleveres som små gruppeprojekter, gennemføres som elevoplæg eller laves som nyhedsindslag f.eks. som Horisont på DR
Opgaveark
I skal i grupper arbejde med følgende spørgsmål:
- Danmark har i mange år arbejdet med udviklingsbistand. Undersøg omfanget af dansk udviklingsbistand. Hvad går pengene til, hvor meget giver Danmark og hvilke landetyper bliver prioriteret i den nuværende dansk udviklingsbistand ”Retten til et bedre liv”? (Der skal vedtages nu udviklingsbistand i 2016). Du kan finde svar her på hjemmesiden og på http://um.dk/da/danida/
- I film 1 fortæller den dansk ambassadør i Ghana, hvad både Ghana og Danmark gør for at undgå at den danske udviklingsstøtte forsvinder ned i de forkerte lommer. Hvilke initiativer er der konkret tale om?
- Hvorfor giver lande udviklingsstøtte til andre lande? Er det humanitære, handelsmæssige, sikkerhedspolitiske eller kulturelle (tidligere kolononier) motiver, som ofte driver bistanden? Du skal have konkrete eksempler med på ovenstående motiver gerne fra andre lande end Danmark.
- Der er ofte stor debat om ulandsbistanden og mange udviklingsøkonomer og politikere argumenterer for at den ikke virker. Gå en tur på infomedia (https://skoda.emu.dk/infomedia.html) og find artikler som afspejler de forskellige holdninger, der er til udviklingsbistanden. Hvilke argumenter er der for/imod udviklingsbistand og hvilke fløje i dansk politik repræsenterer de forskellige synspunkter?
- Hvad siger videnskaben til udviklingsbistanden – virker den? Google dig frem til nogle forskellige videnskabelige indlæg.
- Der gives ofte udviklingsstøtte til lande, hvor korruption er et stort problem. Det betyder, at udviklingsstøtten til tider forsvinder og havner i de forkerte lommer. I 2012 forsvandt der 75 millioner kroner givet fra EU til Uganda. EU trak sig og den direkte støtte forsvandt. Hvilke dilemmaer giver korruption ift. at give udviklingsbistand?